Dåb

Korstegn, dåb.jpg

Barnedåb

Der kan være mange grunde til at vælge barnedåb.

Traditionen, som forbinder barnet med slægten, kulturen og kristendommen. Kirkens rum og dåbens store ord. Trygheden i at lægge sit barn i Guds hånd.

Hvis du vælger at døbe dit barn, forbinder du det med kristen-dommens fortællinger, traditioner, menneskesyn og værdier.

Du forbinder dit barn med Gud, der altid vil følge barnet med sin kærlighed.

Ved barnedåb træffer forældrene aftale med sognepræsten og der skal IKKE anvendes navngivning via borger.dk.

Dåb finder som hovedregel sted om søndagen i gudstjenesten. 

Alle kan blive døbt

I Danmark bliver de fleste døbt som små børn. Men voksne og børn i alle aldre kan blive døbt i kirken.

Når det er store børn eller voksne, som bliver døbt, foregår dåben enten i søndagens højmesse eller på et andet tidspunkt, som vælges sammen med præsten. Men dåben betyder det samme. Man bliver medlem af folkekirken, får Guds velsignelse, kærlighed, ånd og tilgivelse. Man bliver Guds barn. Vi bliver ved at være Guds børn uanset alder, ligesom vi er vores forældres børn hele livet.

 

Store børn og konfirmander

Børn og unge i alle aldre bliver døbt i kirken.

I nogle familier fravælger man barnedåben, for at barnet selv kan vælge senere. Det kan være i forbindelse med konfirmationen. Men det er også almindeligt, at yngre børn gerne vil døbes. Det er en naturlig del af børns udvikling, at de gør sig tanker om liv og død, tro og Gud. Har man som forældre besluttet, at barnet selv skal vælge dåben, er det vigtigt senere at være opmærksom på barnets spørgsmål og ønsker.

Barnet kan selv sige ja ved dåben, hvis det ønsker det, og forældre og præst skønner, at det er modent nok til det. En voksen kan også svare ja på barnets vegne, ligesom ved dåb af helt små børn. Den eller de voksne, som har forældremyndigheden over barnet, kan anmode om dåb.

Læs mere på folkekirken.dk om dåb af store børn og konfirmander